Super-duper babysittere
Hvis du af og til har en aften eller dag fri, er god til at tage dig af børn, og godt kunne bruge lidt ekstra lommepenge, så skulle du overveje at komme med i Cirkelines korps af dygtige babysittere.
Reservebedstemødre er også velkomne. Vi stiller ikke noget krav om at du skal kunne babysitte et fast antal dage om ugen, men at du blot husker at meddele os hvornår du kan og i hvert fald ikke kan (især i ferietid etc.) når først du er med på vores database.
Det er vigtigt med kommunikation mellem dig og os, så vi ikke får lavet aftaler som alligevel ikke kan overholdes.
Det første du skal gøre, hvis du overvejer at blive en af vores babysittere, er at printe spørgeskema og vitterlighedserklæring ud og sende det til os pr. post i udfyldt og underskrevet stand. Vitterlighedserklæringen skal udfyldes af en person som kender dig og som kan skrive under på at oplysningerne på spørgeskemaet er korrekte. Spørg os, hvis du er i tvivl om hvem der kan skrive dig en vitterlighedserklæring. Du kan hente tilmeldingsskemaer nederst på siden her.
Du betaler ikke noget gebyr for at komme med på vores babysitterliste. Når først du er optaget, bliver du registreret i vores database, og så kan du bare vente på en opringning fra en af vores godkendte familier. Fremgangsmetoden er den, at vi opretter jeres profil i vores database med jeres telefonnummer og delvis postnummer, og så vælger familerne selv den babysitter som bor tættest på.
Det er vigtigt for os, at vores babysittere overholder de aftaler de accepterer. Du kan selvfølgelig blive syg, eller på anden måde blive forhindret, og det accepterer vi naturligvis. Dog forlanger vi at du under normale omstændigheder melder afbud senest 48 timer inden jobbets begyndelse, og herefter kræves der en meget god begrundelse for at udeblive. Hvis vi finder at du ikke er god nok til at overholde dine aftaler vil du blive slettet fra vores register, og ikke længere blive anbefalet som babysitter gennem Cirkline.
Er du au pair, er det en god ide at fortælle din værtsfamilie om dit fritidsjob hos Cirkeline. Familien bør være indstillet på at du arbejder i din fritid, og at de derfor ikke altid har dig ved hånden som babysitter. Derfor beder vi dig også altid fortælle din familie når du har accepteret et job anbefalet af Cirkeline, så de ikke pludselig skal bruge dig som babysitter samme aften.
Som en hovedregel skal du være klar over, at aftaler om babysitning laver du for eget ansvar. Cirkeline tager sig kun af kontakten mellem dig og familierne, og vi kan som sådan ikke stilles til ansvar for selve babysitterforløbet. Det betyder dog ikke at vi ikke vil have tilbagemeldinger. Vi hører meget gerne fra vores babysittere når de har været på arbejde.
!! Links !!
KFUK i London. Mødested for unge danske i en store by, Tilbyder boliger til unge, og fungerer samtidig som au pairbureau
Scandinavian_Party En yderst aktiv og festlig forening for skandinaver bosat i London